Historien

Denne side fortæller om Rasmus Klumps skabere og baggrunden for avisstriben.
Nogle af billederne kan forstørres ved at klikke på dem.

Vilhelm Hansen

Rasmus Klumps skaber hed Vilhelm Hansen, og blev født 6. maj 1900 i København. Han voksede op på Amager, og da skolegangen på Øresundsvejens skole var slut, kom den 14-årige Vilhelm i lære hos litograf Gislason Pedersen. Litografi er en særlig trykketeknik, som dengang var meget anvendt til en bred vifte af grafisk produktion. Med en far som var typograf og tydelige evner for at tegne var Vilhelm godt rustet til arbejdet — men det var også hårdt. Hans læremester var streng og hidsig, men dygtig til sit håndværk. Til gengæld var det ikke ualmindeligt, at der kunne falde en lussing af til lærlingene, hvis de lavede fejl, ligesom det fortælles, at han flere gange skulle have hamret sine lorgnetter ned i litografistenen og smadret dem, når han blev hidsig over noget, der ikke ville lykkes.
Gislason Pedersen udførte blandt andet opgaver for Kraks Vejviser, og Vilhelm Hansen lærte igennem dette arbejde at tegne kort og med en sikker hånd at skrive nydelige bogstaver til overskrifter og annoncer. Grunden til den senere karriere som reklametegner var lagt.
Efter sin læretid ville Vilhelm Hansen prøve noget nyt, og startede som freelancetegner i 1917. Det var ikke et arbejde, der indbragte de store summer. Efterspørgslen var på det tidspunkt ikke ret stor, og man skulle efter sigende være glad, hvis man kunne tjene ti kroner om dagen. Men Vilhelm Hansen klarede sig og tegnede i de følgende år for en række reklamebureauer. I 1923 blev han ansat som reklamechef hos Illum, men det varede kun kort, angiveligt fordi kontorarbejdet forekom ham trivielt. Han vendte derfor tilbage til at ernære sig ved freelance-tegneopgaver.

Carla Hansen (f. Jensen)

I 1924 mødte Vilhelm sin kommende hustru Carla Jensen. Hun var uddannet modist, født 19. september 1906, og var altså seks år yngre end sin mand. De arbejdede begge i en ejendom i Frederiksborggade, hvor Vilhelm på det tidspunkt var ansat hos Dyva & Jeppesens forlag som tegner. Carla arbejdede som hattemagerske. En avisartikel fortæller, at deres cykler en dag blev filtret sammen uden for bygningen, og det skulle angiveligt være sådan, de mødte hinanden. Om det passer vides ikke med sikkerhed, men det er da en god historie, og Carla endte i hvert fald med at blive Vilhelms livsledsager og mere end det; hun blev også hans faste samarbejdspartner, først som forfatter på billedbøgerne, senere på tegneserien Firlingerne, som de skrev og tegnede sammen 1946-52 til ugebladet Hjemmet, og til sidst på Rasmus Klump-serien.
Parret levede et stilfærdigt, men tilsyneladende lykkeligt liv sammen. De boede på Østerbro i hele deres ægteskab, først i Hesseløgade, og senere på Jagtvej. De rejste ikke meget udenlands, men gik hellere lange ture i de sjællandske skove og naturområder, hvor de betragtede dyrelivet. Både for deres fornøjelses skyld, og for at få ideer til deres historier.

Reklamekarrieren

I slutningen af 1930erne var Vilhelm Hansen fastansat som cheftegner hos Harlang & Toksvigs reklamebureau. Et af bureauets specialer var bilreklame, og man havde en række faste kunder i automobilbranchen. Selv om Vilhelm Hansen ikke var teknisk anlagt og slet ingen forstand havde på biler, var han god til at tegne dem.
Faktisk var han så god, at han fik ros fra selveste Henry Ford, der skrev og roste hans tegninger, som bilproducenten mente hørte til blandt de bedste i verden. Vilhelm Hansen var også skaber af den sjove dråbe-mand fra Esso-reklamerne. Figuren blev oprindelig skabt til Dansk Esso til en kampagne, der skulle forklare forbrugerne om mangelen på brændstof og olieprodukter under krigen. Men den lille fyr havde store ambitioner, og bredte sig til andre landes Esso-reklamer. I 1958 nåede han til USA, hvor han blev anvendt som maskot for Standard Oil/Esso og Humble Oil.
Da meddelelsen om 2. verdenskrigs udbrud kom, blev stort set alle ordrer fra automobilbranchen annulleret. Vilhelm Hansen sagde senere i et interview:

Krigen slog benene væk under mange af os, der arbejdede med international reklame.

Trolde, dyr og nisser

De manglende opgaver var årsagen til, at Hansen i stedet slog ind på at tegne sjove dyr, nisser, trolde og andre illustrationer for børn. Dette skifte lå imidlertid ikke fjernt for ham, som han selv påpegede i et interview i 1974:

Senere tegnede jeg biler, men det holdt op da Anden Verdenskrig brød ud. Da sad jeg og gloede en times tid, men så begyndte jeg at tegne eventyr. Det var sjovt, men sikke et arbejde.

Hans hidtidige hobbybeskæftigelse blev på denne måde til en ny levevej, og han endte med at blive en kendt og elsket børnetegner i krigsårene, hvor der var god brug for opmuntring og glæde i de morsomme billedbøger for børn. Hans første børnebog Skovtrold og Marktrold var med tekst af Mogens Kaarøe (som “Onkel Mogens”). Efter den fulgte mange flere, ofte med tekst af Carla Hansen, f.eks. Niels Nøddeknækkers frierfærd(1944), Jokum på sjov(1948), Sjov på landet(1949), To ællinger(1949) og adskillige bøger med hans karakteristiske julenisser samt med haren Hophans.

Rasmus afløser Rasmus

Julenissetegninger med mere leverede Vilhelm Hansen bl.a. til det danske Presse-Illustrations-Bureau (P.I.B.), som var leverandør af billedmateriale og andet stof til mange forskellige aviser verden over. det kan man læse meget mere om senere i denne bog.
Hos P.I.B. havde man erkendt mangelen på gode børneserier i sit program af avisstriber, men man havde været for sent ude med at få skrevet kontrakt på nogle af de populære amerikanske børneserier.
I 1949 startede P.I.B. derfor selv produktionen af serien om Strudsen Rasmus, som blev skrevet og tegnet af skolelæreren Jørgen Clevin, løseligt baseret på hans populære børnebog Rasmus fra 1945. Det skulle være en fredelig serie for mindre børn, så man ikke kom i karambolage med den uvilje mod tegneserier, der allerede så småt var begyndt at vise sig i slutningen af 1940erne, og senere skulle lede til en decideret hetz i 1954-55. Den nye stribeserie blev solgt til en række aviser og blade, heriblandt Le Soir i Bruxelles.
I dag var en tegneseriestribe, hvor der bl.a. optræder cigaretrygende negerbørn, nok ikke gået. For tiden opfattes Tintin i Congo for eksempel som et stærkt kontroversielt seriealbum, der forsøges forbudt i nogle lande. Men dengang var det ikke det kontroversielle indhold, der generede seriens redaktør Per Carlsen. Tværtimod syntes han ikke, at fantasien slog til hos Jørgen Clevin. Serien stod ikke mål med forventningerne. Carlsen var skuffet og har senere betegnet Clevin som “blottet for fantasi”. De mange børn, der i tidens løb har glædet sig over Clevin på fjernsynet eller har læst hans børnebøger, er nok ikke helt enige i den vurdering, men faktum er, at Per Carlsen i 1950 var på jagt efter en afløser til Clevins serie. Han bad derfor Vilhelm Hansen om at komme med forslag til en ny avisstribe. Hansen kom først med nogle udkast til en serie om en abe, som gennemlevede små afsluttede gag-forløb uden tale, men på det tidspunkt havde P.I.B. imidlertid allerede selv både Henning Dahl-Mikkelsens Ferd’nand og den lignende Adamson af svenske Oscar Jacobsson på sit program, så der var ikke behov for flere serier af den type. Til gengæld havde Per Carlsen set hollandske Marten Toonders succesrige serie om katten Tom Puss og mente, at P.I.B. burde have noget lignende. Derfor bad han Vilhelm Hansen om at prøve igen, og denne gang skulle det være en serie med en bjørn i hovedrollen. Gerne en, der mindede om Tom Puss.
Vilhelm Hansen tænkte lidt over det og kom tilbage med en stilfærdig serie om en lille bjørn i prikkede bukser. Den blev modtaget med begejstring trods det noget mere sindige tempo end forbilledet og den udtalte mangel på spænding og satire, som ellers netop er noget af det, der gør Tom Puss interessant.
Oplægget bestod af de første tolv striber af det, der skulle blive til historie 1 (Senere fik den titlen Rasmus Klump bygger skib). På disse allerførste striber nåede Vilhelm Hansen både at præsentere de vigtigste bifigurer Pingo og Pelle, samt at etablere det meget sindige tempo, som ikke ændrede sig nævneværdigt siden. Per Carlsen var begejstret, og en kontrakt blev udfærdiget. Vilhelm Hansen skulle levere striberne forud mod en betaling på 30 kroner pr. stribe. Da stribe 19 var afleveret, blev Per Carlsen så grebet af seriens genialitet, at han straks forhøjede honoraret til 35 kroner og det endda, inden serien var blevet solgt. Senere, da serien begyndte at tjene rigtigt mange penge hjem, blev der indgået en lidt mere retfærdig royaltyaftale.
Nu gjaldt det om at få de 26 kunder, der abonnerede på Strudsen Rasmus til at overtage Rasmus Klump i stedet for. Per Carlsen fortalte senere om overgangsforløbet mellem den gamle og den nye serie:

Derfor fik jeg Clevin til, mod et honorar på 500 kroner, at tegne denne stribe, hvor læseren får at vide at nu skal strudsen Rasmus på sommerferie, men mens han er væk, vil Rasmus Klump underholde læserne. Strudsen Rasmus vendte aldrig tilbage, og ingen lavede vrøvl, derimod blev Rasmus Klump en succes, og på denne stribe er Rasmus Klump derfor tegnet af Clevin, idet han har tegnet efter en Vilh. Hansen tegning.

Læserne tog vel imod den nye stribe. Seriens succes fremgår af nogle tal for de efterfølgende år: Den første Rasmus Klump-stribe udkom i Berlingske Aftenavis 17. november 1951, og blot ét år senere gik serien i 62 aviser.
I 1955 gik den i 120 aviser i 21 forskellige lande, blandt andre Belgien, Azorerne, Frankrig, Portugal, Schweiz, England, Ghana, Mexico, Nigeria, Sydafrika, Holland, Tyskland, Østrig, Finland, Norge, Sverige, Island, Færøerne og Danmark. Rasmus Klump var blevet en verdenssucces!

Hvem gjorde hvad?

I modsætning til hvad mange tror var det faktisk Vilhelm Hansen, som både skrev og tegnede historierne, mens Carla leverede ideer til handlingen og skrev eller omskrev teksterne under billederne. Fra tredje album i den senere albumudgivelse er Carla Hansen krediteret for at have skrevet serien, men arbejdsgangen var i virkeligheden sådan, at teksten først blev skrevet, når tegningerne var på plads, som Vilh. Hansen fortæller i et interview:

Naar Tegningen er lavet, har jeg et udkast til Tekst parat. Min Kone kigger på det — og skriver noget helt andet! Det har hun gjort næsten lige siden Klump startede med at bygge Skibet.

I et andet interview fortælles en lignende historie:

Det er i øvrigt ikke ganske ligetil, for når jeg har lavet tegningerne føler jeg, at de taler for sig selv, og det gælder så om at finde en tekst, der ikke blot er en forklaring af, hvad man kan se på billederne.

Datteren deltog i arbejdet

Vilhelm og Carla fik ingen børn, men adopterede pigen Uni, som var datter af en daglejer – en brunkulsarbejder, der rejste fra egn til egn. Uni blev allerede fra barnsben involveret i ægteparrets produktion af billedbøger og tegneserier:

Jeg kunde godt tænke mig at sige — hvis det ikke lyder alt for fjollet — at Rasmus Klump er blevet noget af en Livsopgave for mig, og for min Familie med. Min Kone og min 9-aarige Datter, Uni, har begge meget stor Indflydelse på baade ham og mig. Der gaar ikke en Dag, hvor vi ikke alle tre diskuterer Serien — og jeg er ikke bange for at indrømme, at ikke en eneste Tegning faar lov at forlade mit Hjem for at komme i Avisen, før Uni har sagt god for den. Børn har en fantastisk Evne til at “se” og til at finde Fejl og Mangler. De har ofte Masser af Lune, Retfærdighedssans og Gammelklogskab.

Min Kone og jeg sidder tit ved Aftenkaffen og snakker om, hvad vi nu skal lade vore Venner foretage sig, hvem de skal besøge og hvilke Figurer, vi har Lyst til at putte ind. Vores Datter, der kun var 7-8 Aar da Serien begyndte, troede i den første Tid, at han var et levende Væsen. Saa meget gik vi op i Historien. Det er hun forlængst vokset fra, men hun skal hver Aften, inden hun gaar i Seng, hen og se, hvad Far har lavet den Dag.

Skildpadden der var et rygte

Der går rygter om, at Vilhekm Hansen skulle have foreslået en serie om en skildpadde til P.I.B., fået ideen kasseret, for så efterfølgende at have solgt “ideen om en skildpadde” til Toms, men intet bekræfter historien. Den modsiges især af flere interviews med Per Carlsen, som taler om aber, bjørne og katte, men ingen skildpadder i seriens udviklingsproces. Ifølge Toms skulle Vilhelm Hansen have designet den originale chokoladeskildpadde i 1951, men nærmere undersøgelser viser, at skildpadden blev introduceret allerede i 1948 som et modspil til konkurrenten Galle & Jessens populære chokoladefrø. Den blev senere relanceret med nyt emballagedesign på et tidspunkt i 1950-erne, og tegningerne på disse “nye” emballager ligner noget Vilhelm Hansen kunne have lavet, selvom det ikke vides med sikkerhed.
Produktionen af skildpadden ophørte i 1973 — i dag er kun dens storebror kæmpeskildpadden tilbage.

Uskyldig naivitet

Noget af årsagen til seriens store succes kan være, at den taler til både børn og voksne. Men den var også bevidst uskyldig og ufarlig, balancerende på kanten mellem det fredelige og det kedelige. Vilhelm Hansen fortæller i et interview:

At den griber Børnene er let at forklare ved at den handler om Dyr, der optræder som Mennesker. Det kan Børnene lide — de holder jo selv af at sludre med deres egen Tøjbamse. Og naar de voksne ogsaa kan kikke med, mon det saa ikke er, fordi jeg søger at gøre den saa hyggelig og uskadelig som overhovedet muligt. Der findes i Dag saa mange Tegneserier over hele jorden, hvor Teknik, Fart, Skydevaaben og Uhygge under alle mulige Former spiller en overvældende Rolle — og til dem er Rasmus Klump den direkte Modsætning. Han er — fuldstændig som jeg selv — først og fremmest meget, meget naiv. Han har ikke travlt, han møder ingen særlige Farer, og onde Dyr og Mennesker — og det kan jeg heldigvis sige passer ogsaa paa mig. Med Hensyn til Fred er jeg rædsomt forkælet, og det kan ikke undgaa at smitte af paa Rasmus.

I et andet interview fortæller han:

Min Mening har været at lave en Serie, der var morsom uden at være ond, og som maaske kunne være med til at fremkalde gode Følelser hos Folk. Det har mange heldigvis forstaaet. Det gaar igen i Brevene, at Serien er fredelig, og at de er rare ved hinanden. Forældrene kan med rolig Samvittighed lade deres Børn læse den. I et af Brevene skrev en Moder, at det var rart at se en serie uden Revolver og Halvmaske, og som alligevel interesserede Børnene.

Dyr og natur

Ægteparret var interesseret i og fascineret af naturen. Og så brugte de den som inspiration for deres værker:

I timevis kan vi gaa omkring i Skovene – jeg kender nogle fantastiske Steder rundt paa Sydsjælland, men jeg siger ikke hvor – og saa kan vi pludselig standse naar vi har faaet Øje på en lille Mus, og vi kan blive staaende i timevis og kikke paa, hvad den bestiller.

Bjørnen var Vilhelms yndlingsdyr. I zoologisk have fik han lov til at tegne og lege med bjørneungen Ursula i en periode, indtil den blev for stor at lege med.

Hvis man ikke kender et dyr og forstår dets væsen, kan man ikke fabulere over det. Dyrene har jo en slags mimik, jeg forstærker den bare en lille smule, så alle kan opfatte den.

Klump holder pause

Historie 17 slutter med, at Rasmus Klump vender hjem til sin mor. Det var første gang siden historie 2, han havde været hjemme, og meget tyder på, at det var en planlagt afslutning på serien. Tidligere P.I.B.-redaktør Per Sanderhage fortæller følgende:

Det er ikke utænkeligt, at seriens tegner, Vilhelm Hansen, agtede at afslutte serien her, hvorfor man må se de første 17 historier som et afsluttet forløb.

Ser man på kronologien, var det netop i 1955 at Vilhelm Hansen besluttede, at han ikke længere behøvede indtægten fra avisstriben. Han stoppede derfor arbejdet på den. Den igangværende historie 17 afsluttedes i aviserne i oktober 1955, hvorefter P.I.B. udsendte en ombrudt version af ugebladsserien “Rasmus Klump i Kina” på 38 sider, der ligger helt uden for nummer af den normale aviskronologi. Herefter stoppede serien helt, da man ikke havde mere materiale. Men nogle måneder senere fik Vilhelm Hansen en uventet regning fra skattevæsenet for indtjeningen fra de udenlandske avisers abonnementer på Rasmus Klump. Det var sandsynligvis årsagen til, at han begyndte at arbejde med Klump igen. I Aftenbladet i marts 1956 fortalte Rasmus Klump selv i bidende hvasse vendinger om årsagen til pausen:

Nå, men Kampmann sørger som bekendt for, at intet træ vokser ind i himlen, og da min far havde tegnet mig i fire år, havde han ikke råd til at fortsætte,
og så holdt han op. De billeder af mig og mine kammerater, De ser i Aftenbladet om lørdagen, tegnede han for et år siden. […] Vi skal have bygget Danmark op, og det skal gøres på en måde, som far Vilhelm ikke forstår. En hel del af de 100000 kr. han tjente om året, kom fra udlandet, og det er måske det, der er noget forkert i. Hvad ved jeg? I hvert fald siger min far, at da han havde tegnet i fire år, var han lige så fattig, som da han begyndte. Men så var det, folk begyndte at skrive til far Vilhelm. De ville så gerne se mig og kammeraterne hver dag som før i tiden, og nu har han altså ladet sig overtale, den gamle tåbe, og nu begynder han at tegne igen. Han fortalte mig det selv i aftes, men han tilføjede også noget om, at man skulle leve i et land, hvor der var kildeskat, og hvor man ikke blev straffet for at bestille mere. Hvad han mener med det, ved jeg ikke, men jeg skal huske at spørge Skæg og Pelle om de ved det.

Denne smøre er underskrevet “A.D.” — formentlig et lyst hoved på avisredaktionen der fandt på at lade Klump selv fortælle om sin fars bekymringer.
I 1956 udsendte PIB et brev til aviserne, hvor man bad om at fortælle læserne 30. juni, at Rasmus Klump ville vende tilbage efter en lang ferie. Historieforløb 18 startede i juli 1956, og avisstriben var hermed tilbage på sporet igen.

Fra fornøjelse til mavesår på ti år

Da Vilhelm og Carla Hansen begyndte at arbejde med Rasmus Klump-serien, var det en fornøjelse for dem, som det fremgår af de tidlige avisinterviews. Det var en beskæftigelse, der involverede hele deres lille familie, og som de nød. Vilhelm fortæller f.eks. følgende i et tidligt interview:

Jeg vil sige det saadan, at Rasmus Klump er vores Hjertebarn, som vi simpelt hen ikke kan undvære. Man keder sig aldrig, naar man har ham, vi gaar begge stærkt op i hans Oplevelser. Der er altid noget at tale om, altid nye Problemer i Forbindelse med de kære Væseners Færden og Eventyr. Derfor har det heller aldrig været noget Pres for mig at skulle lave den daglige Stribe.

Men henimod seriens tiårsjubilæum var det, som om det daglige slid med at finde på nye striber og få dem gjort færdige til tiden var ved at hænge dem langt ud af halsen. Det virker, som om de decideret kørte træt i serien. Produktionen af serien var normalt cirka to måneder forud for publiceringen i aviserne, og Vilhelm Hansen følte, at det var for hårdt at følge med og gav udtryk for, at han fik sværere og sværere ved at finde på noget nyt. I et interview blev han spurgt, om han var blevet millionær af at tegne Klump. Det mente han ikke han var, men til gengæld havde han fået mavesår. Per Carlsen fortæller følgende i sine erindringer:

Da han første gang efter denne udtalelse dukkede op på mit kontor, tilbød jeg ham en million mod at overtage alle rettigheder til hans serie, som han fortsat mod honorar skulle tegne.

Vilhelm Hansen var nu ikke interesseret. Men han påpegede senere:

Der er så meget andet, jeg også gerne vil have lavet, men jeg har næsten ikke tid til at tænke på andet end Rasmus Klump og hans venner. Til at begynde med tog det mig et par timer at lave den daglige stribe, men nu tager det ofte dobbelt så lang tid. Det er vel tanken om de mange millioner læsere, som gør at jeg må bruge mere og mere tid.

På dette tidspunkt havde parret fået en del penge ud af arbejdet med Klump og havde bl.a. anskaffet sig et sommerhus i Rågeleje, men hverken pengene eller berømmelsen var tilsyneladende steget dem til hovedet. Vilhelm skal på et tidspunkt i denne periode have bemærket, at “man har det bedst, når man lister langs med husrækkerne”. Penge eller ej, så var han ikke den, der førte sig frem.

Slut med de lange forløb

I 1959 mente den nye redaktør Jørgen Sonnergaard, at der skulle ændringer til, hvis den meget gammeldags opbyggede avisstribe med Klump skulle overleve. Han aftalte derfor med Vilhelm Hansen, at man skulle indføre talebobler i striben, ligesom i søndagssiderne i Familie Journalen. Betingelsen fra parrets side for at godtage de nye ændringer blev, at Sonnergaard skulle overtage arbejdet med at finde på nye ideer og skrive manuskripter, og at de lange historieforløb skulle afløses af små korte gag-prægede handlingsforløb på mellem 1 og 3 striber. Og sådan blev det.
Sonnergaard var den første ud over Hansen-parret, der skrev på serien, og det var også ham, der indførte de to grise som et komisk element.
Den nye form vandt indpas, og seriens salgstal steg igen, men indtjeningen faldt til gengæld på grund af de øgede omkostninger ved fremstillingen. Nu var det nemlig ikke længere nok at fremstille én enkelt kliché og at medsende en tekst. På grund af taleboblerne skulle der fremstilles en kliché for hvert sprog, serien skulle trykkes på. Desuden skulle håndteksteren også aflønnes for at tekste taleboblerne. Alt sammen noget, der medvirkede til at reducere den samlede indtjening pr. stribe.

Det falske interview

I anledning af Vilhelms 60 års fødselsdag i 1960 ville PIB lave et interview med ham til en pressemeddelelse, der skulle rundsendes til medierne. Men Vilhelm ville hellere være i fred end give interviews. Jørgen Sonnergaard skrev derfor selv både spørgsmål og svar, fik det godkendt af Vilhelm, og udsendte pressemeddelelsen med det falske interview, som efterfølgende blev trykt i en række aviser.

Definitivt slut

I 1966 meddelte Vilhelm Hansen igen, at det var slut med avisstriben for hans og hustruens vedkommende, og denne gang blev det virkeligt sådan. Hvis der skulle komme flere historier med Rasmus Klump, måtte redaktørerne selv finde nye folk til opgaven. Herefter leverede han kun andre tegninger og illustrationer.

Nye folk på avisstriben

Tegnearbejdet på avisstriben blev herefter overtaget af Tove Nørgaard, som tegnede den fra december 1966 til august 1981. Hun er således den tegner, der har tegnet Rasmus Klump i længst tid. Tegnemæssigt lykkedes det dog aldrig Tove Nørgaard at ramme Vilhelm Hansens sikre stil. Manuskripterne blev i denne periode leveret af bl.a. Jørgen Sonnergaard, Tove Nørgaards mand John Jørgensen, og senere også af P.I.B.-redaktørerne Paul Schiøtt og Per Sanderhage.
I 1982 startede serien forfra i Berlingske Tidende med de originale Vilhelm Hansen-tegninger.
Mange andre tegnere har siden tegnet Rasmus Klump i forskellige sammenhænge. Det kommer der mere om her på hjemmesiden på et senere tidspunkt.

Farvel til Klumps skabere

Rettighederne til Rasmus Klump tilhørte stadig Hansen-parret via to forskellige firmaer. Parret fulgte med i, hvad der foregik af nye tiltag, men blandede sig ikke meget. De virkede først og fremmest glade for, at Rasmus Klump levede videre som figur, nu med nye folk ved roret.

Lillejuleaften 1992 døde Vilhelm Hansen i al ubemærkethed. Datteren indrykkede først en dødsannonce efter bisættelsen. Ikke mange lagde i det hele taget mærke til, at en af landets mest succesrige tegnere var gået bort. Han havde officielt ladet sig “pensionere” fra Rasmus Klump i 1991, da det blev annonceret, at nye tegnere ville overtage Klump. Men reelt havde der jo siden 1966 været andre tegnere bag Klump.

Uni Hansen var enearving til Vilhelm. I de år, hun havde bestyret familiens firmaer, havde hun trukket en del penge ud af Rasmus Klump-selskaberne til sig selv, retmæssigt og tilsyneladende i overensstemmelse med forældrenes ønsker.
Men i 1997 skete der det uventede, at Uni pludselig døde. Hun havde ingen efterkommere, så umiddelbart skulle man tro, at hendes arv ville gå til moderen, men desværre var det ikke tilfældet. Da Uni var adopteret før en ændring i arveretsloven gjorde overlevende forældre til arvinger, gik pengene til Unis biologiske familie. Der var altså ikke noget til Carla, og der stod heller ikke mange penge i selskaberne. Ægteparret havde ikke selv oparbejdet en større formue, men havde været mere fokuserede på ikke at skylde penge væk.
For at gøre ondt værre var kontrakten vedrørende produktionen af en række tegnefilm med Rasmus Klump, som var i gang på det tidspunkt, udformet på en sådan måde, at Rasmus Klump-selskabet først fik del i filmpengene, efter at udgifterne til produktionen var tjent hjem. Så alt i alt sad Carla Hansen nu tilbage som ejer af et firma, der havde en stor skattegæld og ingen penge at betale den med.

I 1998 købte P.I.B. rettighederne til Rasmus Klump, og Carlas og Klump-selskabets økonomiske problemer var nu løst. I købsaftalen indgik en betingelse, som Carla satte, nemlig oprettelsen af Rasmus Klump-prisen med en årlig uddeling af penge til et godgørende formål. Denne pris uddeles stadig i dag som et minde om Carla og Vilhelms fælles livsværk.

I anledning af Rasmus Klumps 50 års fødselsdag fik Rasmus Klump sit eget frimærke i 2001. Carla Hansen blev glad og stolt:

Tænk, at jeg skulle nå at opleve min dejlige Rasmus Klump på et dansk frimærke, det havde jeg ikke troet på. Men jeg synes, at han har fortjent det, for han har altid været så god, både mod mig og Vilhelm, men især mod de mange millioner af børn over hele verden, som jeg ved, han og hans venner efterhånden har glædet. Tak til alle, der har hjulpet mig og Rasmus Klump med at blive så populær, at han nu også kommer på frimærke.

I 2001 døde Carla Hansen, 95 år gammel. Kort før sin død nåede hun at bidrage til en jubilæumsbog som P.I.B. udgav i anledning af Klumps 50 års jubilæum. Her gav hun Klump et sidste ord med på vejen:

Kære søn. Tænk, at jeg skulle opleve din 50 års fødselsdag, og ikke mindst den måde, din fødselsdag bliver fejret på. Det er mig næsten helt uforståeligt, jeg er glad og meget stolt. Du har gennem alle 50 år givet både mig og din desværre nu afdøde far Vilhelm så mange glæder og oplevelser, at det ikke kan beskrives. Uden dig tror jeg ikke, mit liv havde været så rigt og mangfoldigt, som det trods alt har været. Her i min høje alder må jeg også nok indrømme, at du er den bedste medicin, der findes. Du er som de stærkeste hjertepiller, ja du er simpelthen livgivende og livsbevarende, og hele tiden giver du mig nye oplevelser og ny lyst til at leve. Tak for det, kære Klump.

Carla overlod alt sit jordiske gods til PIB. Hun var gældfri, men nogen større formue havde hun ikke. Til gengæld efterlod hun sig lidt mere interessante ting end penge. Mellem hendes ejendele befandt sig nemlig nogle kasser med papirer. Da ansatte hos PIB åbnede dem, fandt man flere historier med Rasmus Klump, som var forsvundet fra PIBs arkiver. Formentlig har Vilhelm Hansen lånt dem med hjem for så senere at have forlagt dem eller glemt, at de eksisterede. En af de genfundne historier var Rasmus Klump i Kina – den historie, der blev ombrudt og brugt som erstatning, da avisstriben holdt pause 1955-56. Den er senere blevet redigeret/omtegnet af Per Sanderhage og blev udgivet i 2005 som album. Gennem tilsvarende redigering og omskrivning af en meget lang stribehistorie med talebobler (cirka fra perioden 1963-65) blev to adskilte fortællinger med nye afslutninger til. De blev udgivet i album som Rasmus Klump og luftskibet og Rasmus Klump og Malersprutten.

Gennem en serie af fusioner og overtagelser endte forlaget Carlsen hos Egmont under forlagsparaplyen Lindhardt & Ringhof, og PIB solgte i 2007 Rasmus Klump til det daværende Egmont Serieforlaget (nu Egmont Publishing). Historien om, hvad der kan betragtes som “kanon” – dvs. de fortsatte serier fra aviserne – slutter her, men Klump som figur og varemærke er bestemt ikke slut. Børnebøger, månedsblad, franchiserestauranter, syltetøj, sæbe, stegepander, pandekagemel, æg, bamser og masser af andre ting er opstået siden Klump fandt skibsrattet i sin tid. Men nye tegneserier kommer der ikke nogen af.

Historien om familien Hansen nærmer sig også sin afslutning. De var meget private mennesker, der ikke brød sig om berømmelse og kun gav få interviews sammenholdt med, hvor populære deres figurer var i det meste af verden. Meget få oplysninger om dem er blevet bevaret for eftertiden, især om Carla, som holdt sig ude af rampelyset. Tilmed er de få mennesker, der fik lov at komme ind på livet af ægteparret, efterhånden også væk. Per Carlsen døde i 1994. Claes Voss, tidligere direktør for P.I.B. og personlig ven af familien Hansen, spøgte med, at han ville skrive en bog om dem når han trak sig tilbage. Men han døde knap et år efter Carla Hansen og efterlod sig hverken manuskript eller noter til en eventuel bog.
Denne historie er derfor stykket sammen ud fra små bidder af oplysninger samlet sammen over mange år. De få eksisterende gamle interviews er fundet i gamle aviser og hos Egmonts Licensing-afdeling, hvor familien Hansens personlige fotos, papirer og avisudklip i dag opbevares sammen med originalstriberne med Rasmus Klump.

I det sidste interview Carla Hansen nåede at give, så hun tilbage på årene, der var gået:

Både Vilhelm og jeg var jo lidt som de grimme ællinger […] Og vi havde heller ikke den store lyst til at blive flotte svaner, så vi holdt os meget for os selv, og deltog ikke i det oppustede rampelys. For os var det glæde nok, at børnene elskede det vi lavede, og utallige er de mange glade smil og hilsener vi har fået fra tusinder af børn fra hele verden. Det var nok for os.